Offentlig pub   på Indigo  - för kvinnor och män av alla kön! Andra fredagen i varje månad Monbijougana 15, Malmö

på N e v e r M i n d Nørre Voldgade 2 København Butterfly Club på Never Mind er simplethen bare blevet stedet hvor du møder andre transvestitter Diskotek & Bar Fra kl. 22.00 til 06.00 Fri Entré 1. Fredag i hver månad

Overskriften er citeret fra et brev som refererer til vor optræden i Bianco Footwears reklamekampagne her i efteråret: "Godt gået, piger. Mere af den slags, tak."

Jeg nyder naturligvis den euforiske stemning blandt mine medsøstre og alle de gode forslag der kommer myldrende i kølvandet på denne store reklamekampagne: Vi skal være mere synlige i hverdagen. Vi skal markere os mere i den offentlige debat. Vi skal være mere opsøgende i forhold til massemedierne osv. osv. Kort sagt: Vi skal gøre noget aktivt for at blive en integreret og accepteret del af det officielle samfundsbillede. Men alle de gode forslag og idéer til hvad vi skal gøre for at forbedre tingenes tilstand lander hele tiden på naboens bord. Det er nemlig altid de andre transvestitter som skal sørge for at alt dette sker. Aldrig mig selv. I hvert fald ikke lige her og nu. Undskyldninger og bortforklaringer er der masser af; men hvad skal vi dog bruge dem til?

Hvorfor denne usikkerhed og tvivl på eget værd? Måske ligger forklaringen så snublende nær at vi ikke selv kan se den.

Vi gør os selv til en usynlig minoritet. Kun synlige for os selv og andre når vi ønsker at være det, forstået på den måde at vi kan smyge os ind og ud af pigerollen efter for godt befindende. Politisk og socialt kommer vi fra alle afkroge af tilværelsen, og når makeuppen er fjernet og kjolen hængt væk er vi ikke eksisterende for omverdenen indtil næste gang vi klæder om.

Som samfundsgruppe har vi en fælles sag at kæmpe for, ønsket om accept, og den opnår vi ikke ved at være usynlige. Hvordan skal man forholde sig til nogen der ikke vil stå ved sig selv?

De homoseksuelle, som vi tit sammenligner os med som minoritetsgruppe, tog kampen op mod diskrimination og usynliggørelse i samfundet. De havde en fælles kamp at kæmpe, og resultatet er da heller ikke udeblevet. I dag er homoseksualitet stort set accepteret, ja næsten borgerliggjort, i den almene bevidsthed.

Det samme gælder også transvestisme, da åbenhed og tolerance heldigvis har en afsmittende virkning på andre minoritetsgrupper i samfundet. Alligevel forfægter mange transvestitter den åbenlyse kendsgerning at virkeligheden har ændret sig til det bedre, selv for os. Virkeligheden er at hver gang vi vælger at være synlige får vi positive reaktioner fra omverdenen. Vi Bianco Girls oplevede det for nylig ved en festaften med næsten 2000 indbudte gæster i Cirkusbygningen. Vi oplever det alle i Båstad. Vi oplever det ved Stockholm Gay Pride. Vi oplever det ved Kulturnatten i København. Vi oplever det når vi går en tur i byen for at more os sammen med andre mennesker. Accepten ligger derude og venter på at tage imod dig med åbne arme, men det kræver synlighed.

Så lad os få mere af den slags, tak.

 

Rebecca Holm